Mere information

The Gaslight Anthem er et klassisk amerikansk rockband, der kommer fra New Jersey. Brian Fallons vokal og ligefremme guitar-klodser får de fleste Springsteen-fans op af stolen. Dertil kommer de nærmest mytologiske fortællinger om den hårde opvækst og drømmen om noget større, der kan få selvsamme fans til at spidse ører. Men Gaslight Anthem er meget mere end bare det. Deres lyd er moderne og frisk og deres ubesværede spil og medrivende energi gør, at de hiver sig op fra dyndet, der omklamrer ligegyldige efterligninger. De vil mere, og siger selv at de i lige så høj grad har hentet deres inspiration hos klassiske navne som The Clash, The Cure og Tom Petty. Bandet har engang selv beskrevet deres lyd således: ”Our Sound is like Bruce Springsteen singing for a Cure cover band, with a tinge more aggression” Deres seneste udspil hedder ’59 Sound’ og tog sin form, nærmest ved et tilfælde. Bandet fandt ud af at de hver især havde smuglet deres yndlings Otis Redding eller Sam Cooke plade med i tourbussen. Konsekvensen blev at bandet besluttede sig for at forfølge ideen om at inddrage lyden af slut 50'ernes soulkoryfæer på mindmappet næste gang de satte sig ned for at skrive nyt materiale.