COPENHELL Metal Cruise 2026

23 oktober - 25 oktober 2026

Oslobåden, Copenhagen

Billetter

Generelt Salg

  • Generelt salg

    Kommer snart til salg

Info

COPENHELL METAL CRUISE 2026

COPENHELL har offentligjort årets COPENHELL Metal Cruise den 23.-25. oktober 2026. MNEMIC, SKULLCLUB, BRAT, LUNA KILLS og XO ARMOR melder klar til sort sejlads!

Det niende COPENHELL Metal Cruise finder sted på det velkendte skib Nordic Crown – og sejlturen bliver som sædvanlig fyldt med underholdning af højeste karat og suveræn COPENHELL-stemning.

Ud over rock- og metalkoncerter på skibets scener kan du besøge den bedste flydende bodega, Den Synkende Skude, få et permanent minde med hjem hos vores søstærke tatovører, deltage i fællessang med vores syngende sømænd, forsøge at slippe ud af et escape room, pleje tømmermændene i vores hyggelige brætspilssalon og meget, meget mere på turen til Oslo og tilbage igen.

Sæt et kæmpestort kryds i efterårskalenderen allerede nu, hiv fat i dine bedste besætningsmedlemmer, og tag dem med om bord, når vi kaster fortøjningerne den 23. oktober. Vi ser frem til at tilføje endnu flere bands til Metal Cruise-programmet inden længe!

Billetsalget til COPENHELL Metal Cruise 2026 starter mandag den 13. april kl. 10:00.

Line-up

Læs mere om de offentliggjorte bands her:

MNEMIC er en af de tidlige danske pionerer inden for djent-lyden, som satte et betydeligt aftryk på metalscenen med fem albummer udgivet af Nuclear Blast Records. De havde æren af at støtte sværvægtere som Metallica, Deftones og Meshuggah på adskillige turnéer og opnåede ikke kun dansk, men også international anerkendelse for deres visionære lyd. Efter at være blevet opløst i 2011 gjorde bandet et stærkt comeback i 2024, hvor de genforenede sig med deres originale forsanger, Michael Bøgballe, som havde forladt gruppen helt tilbage i 2005 – hvilket blandt andet resulterede i en fremragende koncert på sidste års COPENHELL. Vi ser frem til, at de gentager succesen til efteråret!

SKULLCLUB er leveringsdygtige i søens bedste mix af folk, singalong-rock-’n’-roll, søsyg punkrock og hardcore tilsat et ordentligt skvæt metal: En blanding fra havneknejpen i helvede, der kan få selv det stiveste træben til at stampe i takt. Med et kæmpe glimt det ene øje og en klap for det andet deles der både ørefigner og kølhalinger ud i overflod. Festen er sikret, og underholdningen er hjemme, for der er masser af vederstyggeligheder at besynge og øresønderrivende omkvæd at skråle med på, når SKULLCLUB river den ene sømandshymne efter den anden ud af de forrevne skjorteærmer. Glæd dig til sørøverhegn for hver eneste guldmønt i skattekisten, når de splittergale punkpirater vender tilbage til COPENHELL Metal Cruise!

Siden begyndelsen i 2021 har New Orleans-bandet BRAT gennemgået en rivende udvikling med deres deathgrind/hardcore – vi er ovre i powerviolence-genren, som i BRATs lyserøde univers kaldes for ”barbiegrind” eller ”bimboviolence”. Musikken er knasende sprød, tonstung og dejligt antipuristisk, og den fejrer alle outsiderne med en herlig fest, som alle er inviteret med til! Bandet gav publikum en gevaldig dragt prygl på Gehenna-scenen på sidste års COPENHELL, og de er klar til anden omgang med os til efteråret.

Finske LUNA KILLS er et forfriskende moderne indslag på metalscenen, der kombinerer alternativ musik og nu-metal med elektroniske elementer, der er inspireret af spilsoundtracks, i en helt særegen musikalsk identitet. Bandet har siden starten i 2019 opbygget sig en dedikeret fanskare i hjemlandet og er nu draget ud på et større europæisk erobringstogt, og vi ser frem til at tage rigtigt godt imod dem til søs.

Tyske XO ARMOR spiller en knusende kombination af metalcore, trap, techno og pop – ja, det giver mening, når du hører det! Musikken er rå og intens, men også fyldt med melodiske detaljer og finurlige elementer tilsat et syret og nørdet tekstunivers, der kredser om alt fra hekse til dinosaurer. Det er destilleret vanvid i musikform og et virkelig spændende indslag i den moderne metalbølge, der skyller over os i disse år.

Share