
DeathbyRomy
DeathbyRomy - XXXHIBITIONIST (Official Lyric Video)
Ofte beskrevet som “kærlighedsbarnet mellem Lady Gaga og Nine Inch Nails” forener DeathbyRomy både smerte og eufori i sit fængende alternative popunivers – hvor popmelodier og trap-beats møder industrial- og metalproduktion, hypnotiske vokaler og dybt personlige tekster.
Som 15-årig droppede hun ud af skolen efter massiv mobning på grund af sit udseende og sin stil. Hun begyndte at udgive musik i 2018 og fandt hurtigt et dedikeret publikum, som mødte op til koncerterne med hendes ikoniske øjenmakeup. I 2022 udkom det uafhængige projekt Entropy, efterfulgt af hendes første tour i 2023, hvor hun supportede The Used og Pierce the Veil på tværs af 14 amerikanske stater.
2024 bød på omfattende turnéer i både USA og Europa – 33 stater og 11 lande – samt festivaler som Austin City Limits, Download, Graspop og Rock for the People, og supportjobs for bl.a. Babymetal og Set It Off.
I 2025 udgav hun debutalbummet HOLLYWOOD FOREVER, hvor førstesinglen XXXHIBITIONIST alene nåede en halv million streams på den første måned. I dag er den oppe på 4 millioner streams på Spotify og 1,6 millioner visninger på YouTube – et bevis på hendes voksende fanbase, passende kendt som Team Death. Samtidig solgte hun størstedelen af billetterne på sin første headliner-tour i USA – og hele sin debut-tour som headliner i Europa.
Ud over musikken har DeathbyRomy også markeret sig i modeverdenen, bl.a. på catwalks for Elena Velez under NYFW, Balenciagas første show i LA, og i kampagner for brands som Namilia, Zana Bayne, Mary Wyatt og ALICE.