CHRIS MINH DOKY
2026/2027 · BIO
Chris Minh Doky står i dag som en af Danmarks allerstørste jazzstjerner og er blandt de få danske musikere, der gennem mere end 30 år har fastholdt en markant international karriere. I centrum står en umiskendelig lyd og en vedvarende nysgerrighed efter at udforske, hvad kontrabassen kan.
Chris har udviklet instrumentets rolle fra primært at være musikkens fundament til også at være den melodiske leadstemme – helt i front. Hans store, varme klang og stærke melodiske instinkt har dybe rødder i den stolte danske bastradition og den danske sangs melodiske klarhed, men er samtidig formet af et langt musikalsk liv i New York side om side med musikkens store legender. I hans genkendelige tone møder denne nordiske arv jazzens energi, frihed og sjæl.
Som teenager flyttede Chris til New York, hvor Mike Stern tidligt fik øje på ham og inviterede ham med i sit band. Kort efter blev Chris fast medlem af Michael Brecker Quartet, og siden blev han også valgt som bassist af blandt andre David Sanborn, Ryuichi Sakamoto, Randy Brecker og Bill Evans. Side om side med disse legender udviklede han den musikalske stemme, der siden blev fundamentet for hans egen internationale karriere som soloartist.
I Danmark fik Chris sit første brede gennembrud med Doky Brothers, skabt sammen med hans bror, pianisten Niels Lan Doky. Kort efter trådte Chris med soloalbummet MINH på Blue Note Records for alvor frem som soloartist i eget navn. Her stod hans unikke lyd og kontrabassen som melodisk leadstemme for alvor i centrum. Albummet blev en stor international succes og markerede hans definitive gennembrud som solist – både internationalt og i Danmark. Samtidig voksede hans folkelige gennemslagskraft i Danmark yderligere med dobbeltplatin-albummet In a New York Minute sammen med Sanne Salomonsen.
Siden har Chris’ personlige musikalske univers som soloartist fortsat med at vokse gennem egne projekter som New Nordic Jazz og The Nomads samt Scenes From a Dream, orkesterværker skabt sammen med Vince Mendoza. Uanset om han spiller akustisk kontrabas eller sin karakteristiske Yamaha Silent Bass, er bassen hans personlige, fortællende stemme.
Chris Minh Doky har modtaget guld- og platinplader og er blevet Grammy-nomineret. I 2010 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen af H.M. Dronning Margrethe II for sin indsats for dansk musik og kunst i ind- og udland.
Den internationale presse har fremhævet Chris’ klang, følsomhed og kunstneriske kraft. DownBeat beskrev hans lyd som præget af “softness and crisp clarity”, mens JazzTimes fremhævede hans særlige forening af blødhed og styrke. The New York Times skrev, at hans basspil kunne “seize the lead with a bear like hug” og samtidig bevare sin “rugged power”.
