Videoer

    Mere information

    Få artister, og få albums, har haft så stor indflydelse på hip-hop-genren som Nas og hans debutalbum ”Illmatic”, der udkom i 1994. Siden udgivelsen af det skelsættende album har Nas været en af New Yorks største rappere. Med sin enorme selvtillid, ikoniske swagger og ekstremt høje tekniske niveau har han altid været favorit blandt hip-hop purister. Illmatic har ligeledes været bredt anerkendt som det bedste og mest gennemførte hip-hop-album nogensinde blandt mange fans af genren.

    I en alder af blot 19 år trådte Nas ind på musikscenen, da sangen ”Halftime” var med i soundtracket til filmen Zebrahead i 1992. To år senere blev den sang ligeledes en del af de 10 numre der udgør ”Illmatic”. Allieret med nogle af tidens bedste producere, som DJ Premier, Q-Tip, Pete Rock og Large Professor, leverede Nas et debutalbum, der bestod af klassikere som ”N.Y. State of Mind”, ”The World Is Yours”, ”Represent” og ”Life’s a Bitch”. Alle sange der havde et uhørt højt niveau og sendte chokbølger igennem rap-scenen på daværende tidspunkt. Alene dette album cementerede Nas’ plads blandt hip-hoppens absolutte elite.

    Efterfølgende fortsatte Nas med at udvikle sig som artist og har holdt sig aktuel igennem hele karrieren. Han startede som en ung gadediscipel og er sidenhen blevet en alt vidende vismand; en udvikling vi har kunnet følge gennem udgivelser som ”It Was Written”(1996), ”Stillmatic” (2001) og senere hen ”Hip Hop Is Dead” (2006), ”Nas” (2008) og ”Life Is Good” (2012), der alle tre blev nomineret til en GRAMMY.

    Med et imponerende run af albums og singler kunne en rapper i Nas’ sted nemt have stillet skoene på hylden i karrierens efterår. I stedet har Nas genopfundet sig selv som artist og har opnået enorm succes siden udgivelsen af det GRAMMY-vindende ”King’s Disease” (2020) og efterfølgende ”King’s Disease II” (2021) og ”King’s Disease III” (2023), samt den sideløbende albumtrilogi ”Magic”. Disse udgivelser har åbnet op for en helt ny generation af Nas-fans og bygger bro mellem fans af ”The Golden Era of Rap” og nutiden.

    Facebook // Twitter // Instagram // YouTube // Website

    Flere Live Nation nyheder