LIVE NATION NYHEDER

De progressive pionere Haken rusker til rockkonventionerne

Dato : 24-08-18

Britiske Haken tager deres grænsesøgende prog-rock i en tungere retning på deres kommende album, og sparker dørene op til Lille VEGA den 22. februar.

Få rockbands kan bryste sig af at være ligeså musikalsk kreative og dynamiske som London-baserede Haken. Deres innovative, progressive rock har været frembrusende og grænsesøgende siden bandets debut i 2010. Til oktober er Haken klar med deres femte album Vector, der slår rødder i en noget tungere lyd end bandets tidligere udspil.

Hakens lyd er konstant under udvikling. Tidlige albums som Aquarius (2010) og Visions (2011) blandede prog-metal med indflydelser fra 70’ernes art rock-giganter Genesis og Kansas, mens Mountain (2013) og Affinity (2016) præsenterede en kalejdoskopisk sammensmeltning af bandets velkendte prog-rock med alt fra jazz til electropop samt klassisk rock & roll. Rent teknisk er der ikke en finger at sætte på bandets niveau, og deres eksplosive live-energi er kun med til at forstærke gruppens fremragende kompositioner.  

Med Vector bliver Hakens genrearkiv endnu engang udvidet, og ifølge bandet selv er det både for at udfordre dem selv som musikere og artister, men også for at holde deres fans på stikkerne. ”We don’t like to make simple music. We always aim to defy expectations, and I believe we’ve surpassed what we aimed to achieve with our new album.”

Gruppen blev dannet i 2007 af blandt andet Richard Henshall, der spiller keyboard og guitar i To-Mera. Senere blev Linear Sphere-guitaristen Charlie Griffiths også tilføjet til Hakens line-up. Til februar rusker sekstetten op i Lille VEGAs publikum til en prog-aften med fuld knald på.